Jazz på Østerbro'sk - Main Event

Oplev prisvindende lokale jazzmusikere, når Romme, Fridell, Pino & Villingshøj sætter spot på Østerbros pulserende jazzmiljø.

I et initiativ, der sætter spot på Østerbros pulserende jazzmiljø, samler musikeren Mikkel Villingshøj nogle af Østerbros mest talentfulde jazzkunstnere under koncertprojektet "Jazz på Østerbro’sk". Her hyldes bydelens mange fremragende jazzkunstnere, og publikum får en enestående mulighed for at høre originale kompositioner – skabt, spillet og levet på Østerbro.

Konceptet er enkelt og lokalt forankret: Musikerne skal have tilknytning til Østerbro, musikken skal (hovedsageligt) være original, og koncerten skal finde sted i bydelen. Resultatet er en stærk og nærværende oplevelse, hvor publikum kommer tæt på det høje kunstneriske niveau, der præger Østerbros jazzscene. Mange af de medvirkende har både nationale og internationale meritter, men denne aften handler det om at dele deres lydspor med nabolaget.

Musikere:

Zier Romme - piano
Pelle Fridell - saxofon
Yasser Pino - bas
Mikkel Villingshøj - trommer

En ny tradition

Med "Jazz på Østerbro’sk" tager vi for andet år i træk et skridt mod at etablere en ny tradition, hvor Østerbro sætter sit helt eget musikalske aftryk på Copenhagen Jazz Festival. Her mødes kendte ansigter og nye konstellationer, når lokale jazzkræfter udfordrer hinanden i eksperimenterende sammenspil, og ny musik skabes på tværs af baggårde og byrum. Det handler om at bygge fællesskab – musikalsk, lokalt og kreativt – og skabe nye forbindelser, der kan leve videre langt ud over denne koncertserie.

Kontakt

Krudttønden

Serridslevvej 2

2100 København Ø
Del med