Litterær lørdag: Selma Lagerlöf v. Tore Leifer

Klassikere og konditorkager. Vi inviterer til et fascinerende dyk ned i Selma Lagerlöfs liv og forfatterskab.

Selma Lagerlöf regnes blandt Nordens absolut største forfattere og modtog i 1909 som den første kvinde nogensinde Nobelprisen i litteratur. Efter en tid som folkeskolelærer fik hun sit store gennembrud med debutromanen Gösta Berlings saga, som indvarslede en ny æra i svensk litteratur.

Med hovedværker som Jerusalem og det verdenskendte værk Nils Holgersens forunderlige rejse formåede hun at forene den lokale svenske hjemstavn med en rig, næsten magisk fortællekunst og dyb menneskelig indsigt.

Hendes liv var dog mere end pen og papir; hun var en dedikeret forkæmper for kvinders stemmeret, hjalp intellektuelle på flugt fra nazismens Tyskland og valgte under Vinterkrigen at bortgive sin Nobelguldmedalje til støtte for Finland.

Tore Leifer er vores guide, når vi dykker ned i Selma Lagerlöfs liv og forfatterskab. Gå ikke glip af muligheden for at blive klogere på en af svensk litteraturs helt store og visionære forfattere.
 

Om Tore Leifer:

 
Tore Leifer er forfatter, redaktør og kulturjournalist med en lang karriere som kulturformidler og radiovært på DR. Han har udgivet en række kulturhistoriske bøger, ofte i samarbejde med andre – herunder den store, bearbejdede nyoversættelse af Selma Lagerlöfs Niels Holgersens forunderlige rejse samt biografien om mayaarkæologen Frans Blom, Det urolige blod.

Billet koster 75 kr. og udover de litterære guldkorn vil der være kaffe og konditorkage.

Obs. Billetter refunderes ikke medmindre betingelserne for arrangementet ændres.

Kontakt

Øbro Jagtvej Bibliotek, 3. sal, studiesalen

Jagtvej 227

2100 København Ø
Del med